Velkommen til Ørestad if Svømning
Kære medlemmer i Ørestad IF
Vi vil gerne orientere jer om status på byggeriet af den nye skolebygning og svømmehal, som mange af vores aktiviteter glæder sig til at flytte ind i.
Efter at en ny entreprenør har overtaget projektet, er der lavet en grundig gennemgang af byggeriet. Desværre har den afsløret fejl og mangler – bl.a. problemer med kloakken og utilstrækkelig brandsikring – som skal udbedres, før byggeriet kan færdiggøres.
Det betyder, at tidsplanen er blevet rykket, og vi forventer nu, at byggeriet står klar ved udgangen af 2026, så svømmehallen og de nye faciliteter kan tages i brug i begyndelsen af 2027.
Vi vil gerne understrege, at forsinkelsen ikke skyldes Ørestad IF, men alene de forhold, som entreprenøren har afdækket.
Det er især vores gymnastik- og svømmehold, der er berørt af udsættelsen. Vi fortsætter i de nuværende lokaler, indtil de nye rammer står klar. For svømning regner vi med at kunne åbne for tilmelding i oktober 2026, så holdene er klar til at starte op, når svømmehallen åbner i 2027.
Vi holder jer løbende orienteret, og Byggeri København udsender desuden en månedlig status på projektet, som vi deler med jer.
Mere information kan findes her:
https://byk.dk/arena-skole-og-fritid
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Ørestad IF
24. september 2025